Ilden er under kontrol, men det, der engang var Lille Tranegård, bæres nu væk som en klæbrig sky af den vedvarende snestorm. En kvalm stank af tilintetgørelse og død bliver hængende. De dunkle silhuetter og råb, der bevæger sig gennem gryet, tilhører dem, der bekæmper ilden.

Knud Kofod havde set på sit armbåndsur, da de drejede op ad den smalle indkørsel. 22.14. Det betød en responstid på vanvittige 4 timer og 17 minutter. Det havde de aldrig prøvet før. Han havde sat et udråbstegn i sin logbog, tre sekunder før sneploven med et brag lagde lågen til gårdspladsen ned.

– Det var sgu da effektivt, havde Jan grinet og bakket bilen tilbage, så sneploven kunne komme ud og få ryddet plads til de øvrige vogne og assisterende køretøjer, der var på vej.

4 timer og 17 minutters responstid. De kom for sent. Alt for sent.

Ilden havde haft godt fat i stuehuset, og en del af vestgavlen var allerede styrtet sammen.

Må familien fejre jul et andet sted, havde Knud messet for sig selv, imens holdet hurtigt og rutineret fik gjort slukningsudstyret klar.

Den kraftige vind var kommet fra en østlig retning. Flammer og gnister blev båret væk fra den lille staldbygning, der endnu stod uskadt.

Knud havde smagt på vinden.

– Fortsætter det?

Politikommissær Sørensen, der netop var ankommet med sit mandskab i en firhjulstrukket Unimog, havde betragtet Knud.

– Ja, desværre. Men heldigvis fortsat fra øst, mumlede Knud. Holdet var allerede godt i gang og skulle nok nå at bekæmpe ilden. Ingen grund til at jage dyrene ud i vinternatten. Alligevel var Knud gået over til stalden.

Her gik soen i cirkler i sin sti og skubbede nervøst halm rundt med trynen, imens tre smågrise i nabostien lå forskræmte sammen i et hjørne og hylede. Tre geder havde kæmpet om pladsen på toppen af en halmballe. Fire får og en håndfuld høns løb forvirrede rundt på midtergangen.

Knud havde snakket om vinternatten og vindens gunstige retning, imens han stille gik rundt. Han fandt foder, som han uddelte generøst, og øste vand fra tønden og ud i trugene. Beroligende hænder havde strøget en pels og en snude. Halmballer blev åbnet og delt ud i overflod. Halm. Masser af halm til at gemme sig i.

Og så havde den pludseligt siddet der. I et hjørne. Små, korte pib overdøvet af grisehyl og hønsekaglen. Knud havde lagt sig på knæ.

– Halløj, lille ven.

Det var det eneste, der skulle til, for at den tillidsfuldt lod sig løfte op af et par store næver. Knud havde boret sin næse ned i hvalpen, lagt den ind til sin hals og lyttet til de ængstelige pibelyde. Ti minutter senere havde den ligget og sovet, indpakket i hans sweater på forsædet i brandbilen.

Det har været en lang nat. Knud står foran resterne af stuehuset og betragter politikommissær Sørensen, imens de sammen opsummerer natten.

Der er efter al sandsynlighed tale om forsætlig brandstiftelse. Der er formentlig brugt benzin. Arnestedet ser ud til at være hovedbygningens stue, hvor to mennesker er omkommet.

– Kriminalteknikerne kan ikke komme frem. Lufthavnen er lukket på ubestemt tid, råber Sørensen ud i vinden. – De forsøger at komme med færgen senere. Vi må væbne os med tålmodighed. Snestormen ser ikke ud til at slippe foreløbig.

– Det bliver en vanskelig opgave. Al den sne – og vinden. De får deres problemer, råber Knud tilbage og går hen i læ ved brandbilen. Han mærker trætheden og kulden og længes efter en kop varm kaffe. Han kigger ind gennem bilruden til hunden. Den ligger og sover trygt i varmen. Beredskabstjenesten er på vej for at overtage efterslukningen. De må snart være her.

Jan og Axel er allerede i gang med at pakke grejet sammen. Juletraditioner med deres respektive familier er inden for rækkevidde. Det er en bizar verden.

Hvalpen har selvfølgelig tisset i sweateren og på bilsædet. Jan skælder højlydt. Knud smider sweateren ned på gulvet og stikker hvalpen ind under frakken. Den skal ikke bebrejdes noget.

– Hvad fanden slæber du også det kræ herind for?

Jan bander over hundepis, sneen, kulden og den menneskelige dumhed generelt. – Og du skal fandeme ikke ryge i bilen.

Det sidste er henvendt til Axel.

– Slap af, vrisser Axel, imens han åbner bildøren og smider cigaretten ud.

– Sneploven venter. Lad os nu komme hjem, siger Knud. Han læner sig tilbage og lukker øjnene. På hans højre hånd hviler et lille væsen, der med jævne mellemrum spjætter uroligt i søvne.

Turen tilbage til stationen er ikke uden problemer. Vejene lukker hurtigt til. Men i brandbilen er der stille. Den lange tur gøres i tavshed. De er et team. Ord er overflødige.

Stationens ro får kroppens anspændthed til at forsvinde. Kaffen dulmer. Debriefingen og psykologens monotone stemme, der næsten hypnotisk får ord til at flyde og placerer nattens hændelser på de rette hylder, giver plads til den fortrængte træthed.

– Hvad mener du, Knud? lyder psykologens stemme højt.

– Enig, siger Knud og retter sig op i stolen. Der lyder en stille latter i lokalet.

– Jamen, så kan vi vel afslutte for i dag. I ved, hvor I kan finde mig, hvis der skulle være noget, I vil tale om. Og må I alle så trods alt få en glædelig jul, når I på et tidspunkt kan komme hjem.

– Du, Knud, kalder psykologen, da Knud er på vej ud ad døren. – Har du lige et øjeblik?

– Faktisk er jeg helt ødelagt. Knud er standset med den ene fod på den anden side af dørtrinnet og bliver stående dér for ikke at blive fanget. – Noget særligt?

– Næ, jeg ville høre, hvordan det går. Har du det godt? Fungerer hverdagen?

– Fint, fint. Og du må virkelig have mig undskyldt. Men jeg bliver nødt til at sove nu. Vi tales ved på et tidspunkt, siger Knud og skynder sig det sidste stykke ud ad døren.

Foreløbig er de alle låst fast på stationen. Øen er lukket. Knud finder et par tæpper og lægger sig på en briks. Hunden lægger hovedet op på hans hals.